Keramikbølgen

Keramikbølgen 2025

Hvorfor vi igen søger mod leret

De seneste år er keramik blevet voldsomt populært – både som håndværk, kunstform og livsstil. Det ses i alt fra Instagram-feeds fyldt med unika-krus til lange ventelister på keramikkurser og markeder, hvor drejeskiver og stentøj trækker flere besøgende end nogensinde før. Men hvorfor er vi så draget af leret netop nu?

Håndens arbejde i en digital tid

I en hverdag domineret af skærme, mails og algoritmer længes mange efter det konkrete og sanselige. At sidde med en klump ler, mærke materialet forandre sig mellem hænderne og ende med et fysisk produkt står i skarp kontrast til det flygtige og immaterielle digitale arbejde. Keramikken bliver en modvægt – et sted hvor hænderne styrer, og hvor processen er lige så vigtig som resultatet.

Unika i stedet for masseproduktion

Vi lever i en tid, hvor masseproducerede varer kan købes billigt og hurtigt. Netop derfor får det særlige værdi at eje noget, der er håndlavet og unikt. Et krus med en lille ujævnhed, en vase med et spor af fingre i overfladen – det er ikke fejl, men kendetegn. De vidner om, at nogen har lagt tid, opmærksomhed og personlighed i genstanden.

En kreativ pause

For mange fungerer keramik som en slags meditation. Drejeskiven kræver tilstedeværelse – man kan ikke multitaske, når hænderne former leret. Det giver en ro, der minder om mindfulness, men med et fysisk og skabende element. Netop derfor oplever mange, at keramik ikke kun er en hobby, men en måde at finde balance på.

Fra værksted til trend

Keramik har også fået en ny status i design- og modeverdenen. Store brands samarbejder med keramikere, interiørmagasiner bringer artikler om håndlavede vaser, og caféer serverer deres kaffe i unika-krus. Sociale medier har forstærket bølgen – billeder af keramik passer perfekt ind i tidens æstetik, hvor naturlige materialer, jordfarver og organiske former dominerer.

En bevægelse mod det nære og bæredygtige

Keramikken rammer også ind i et større skifte mod det lokale og bæredygtige. Vi ønsker ting, der holder, og som har en historie. Et håndlavet stykke keramik kan bruges dagligt i mange år – og det repræsenterer et bevidst valg om kvalitet frem for kvantitet.


"Keramikbølgen handler derfor ikke kun om mode. Den handler om en længsel efter ro, nærvær og autenticitet i en verden, hvor meget foregår hurtigt og overfladisk. Leret giver os mulighed for at bremse op, skabe noget med hænderne – og måske finde jordforbindelse i processen."

Velkommen til Casa Crea Keramik

Mit kreative frirum fyldt med grafiske linjer, ler, og leg

Mit navn er Tina Nisted Ekstrøm, og jeg er vild med ler. Ikke bare som materiale – men som oplevelse, som afbræk, som åndehul. Jeg har arbejdet som grafisk designer i 30 år og driver et mindre reklamebureau med stor kærlighed til form, farver og æstetik. Når hovedet trænger til ro, sætter jeg mig ved drejeskiven, det bløde ler er nemlig ren afstressning i en travl hverdag.

At arbejde med ler er for mig en måde at finde ro på. Allerede når jeg ælter en ny klump ler mellem hænderne og sætter den på drejeskiven, mærker jeg, hvordan tempoet i mine tanker falder. Jeg nyder hele processen – fra idé til form, fra tørretid til ovn, fra den rå overflade til glasurens sidste lag.

Jeg arbejder primært i stentøj, fordi materialet har en styrke og karakter, jeg holder af. Hver vase, skål eller kop er hånddrejet og derfor helt sin egen. Jeg henter ofte inspiration i det grafiske udtryk og bruger teknikker som carving og sgraffito, hvor linjer og mønstre skæres ind i overfladen. Det er et meditativt arbejde, hvor min grafiske baggrund møder det organiske materiale.

Keramik med sjæl og sanselighed

Et kig ind i Casa Creas digitale showroom

Casa Crea er mit frirum – og her på siden får du et kig ind i det: kopper, skåle og vaser i stentøj. Intet er masseproduceret. Alt er lavet i mit eget tempo. Nogle ting er enkle og rolige, andre har sirlige grafiske møsndtre og strukturer. Ikke to er ens – og det skal de heller ikke være. Jeg tror på, at keramik både skal være smukt og brugbart.

Jeg håber, du har lyst til at gå på opdagelse – og at du kan mærke lidt af den ro og glæde, jeg selv finder, når jeg arbejder med ler. Falder du for noget, du gerne vil købe, er du altid velkommen til at kontakte mig på hej@casacrea.dk eller ringe på 29478037.

Tak fordi du kigger forbi.

Keramik som pauseknap i en hektisk verden

Fra grafik til keramik – når fladen bliver til form

Jeg har en grafisk baggrund, hvor jeg til daglig arbejder med design, typografi og visuelle udtryk på en skærm. Det er et felt, jeg holder meget af – men det er altid todimensionelt. Da jeg begyndte at arbejde med keramik, opdagede jeg, hvordan mit blik for form, linjer og farver kunne få nyt liv i et tredimensionelt univers.

Særligt gennem teknikker som sgrafitto og carving kan jeg trække mine grafiske erfaringer med over i leret. Her arbejder jeg med overflader, mønstre og kontraster på en måde, der minder om det digitale design, men samtidig er håndgribeligt, levende og fuldstændig unikt. Hvor jeg foran computeren zoomer ind på pixels, mærker jeg nu materialet direkte under fingrene.

Det er en stærk kontrast til mit arbejdsliv foran skærmen, hvor tempoet er højt, og kravene mange. Ved drejeskiven glemmer jeg tid og resultat. Her handler det ikke om deadlines eller leverancer, men om processen. Keramikken giver mig jordforbindelse. Den flytter mig væk fra hovedet og ned i kroppen. Her bliver småfejl til unika, og intet haster.


Casa Crea Keramik
Storgade 29b
4180 Sorø

Bestilling
Hvis du finder noget
på hjemmesiden som
du ønsker at købe, så
send mig en mail.

tina@casacrea.dk
Telefon 29478037